Gennem generationer har hyrdehunden være et arbejdsredskab, et højt værdsat medlem af arbejdsstaben til at få den hårde hverdag på gården til at fungere. Man har tillært sig viden om hyrdningen ved at observere mere erfarne familie medlemmer. Man har arbejdet med får og hunde hele sit liv og har på den måde opnået en masse viden om hvordan man for det bedst mulige ud af en given situation i arbejdet med fårene.
Nu er der, i hvert fald i Danmark kun ganske få mennesker der kan leve af at have får og bruger hunden som et arbejdsredskab. De fleste af os, har fundet en hund som vi er glade for og som passer til vores liv og temperament. De af os der har hyrdehunde har dog også fundet ud af at det kræver rigtig meget at have en hyrdehund der er i balance, de er meget intelligente og skal stimuleres for at være tilfredse i deres hverdag. Og da jeg fik en hyrdehund som viste sig at have et energiniveau langt over hvad jeg har prøvet før, var det oplagt for mig at gå i gang med at bruge de egenskaber som den var født med, og prøve at hyrde med den.
Det jeg syntes er så fedt ved at hyrde er at det kræver 100% fokus, du kan ikke slippe koncentrationen i 10 sekunder, for så er situationen på vej i kaos. Man skal selv være helt i balance, al spænding og bekymring forplanter sig øjeblikkeligt i hunden og fårene, og kaos opstår hurtigt, hvis man derimod selv er helt i ro, og 100% fokuseret så er det det vildeste samarbejde der opstår. Den første gang man prøver at danse med fårene, hvor fårene er trygge og hunden har forstået den afstand den skal holde til fårene for ikke at presse dem for meget, eller den første gang man kan lukke lågen efter at have fået fårene i fangefold, de øjeblikke hvor alting går op i en højere enhed er bare fantastiske.
Det er dog vanskeligt at komme i gang med at hyrde, der er kun få steder der tilbyder hyrdetræning og primært i Jylland. Da jeg så endelig fandt et sted at komme i gang, viste det sig hurtigt at det syntes Shae og jeg var rigtig sjovt, men for at blive rigtig gode måtte vi anskaffe os vores egne får, så der kunne trænes regelmæssigt, og det er ikke alle der har den mulighed. Jeg har dog været heldig, og har nu en lille flok på 25 får jeg træner på så hyppigt der er mulighed for det. Jeg har fået yderligere 2 hunde, så jeg nu har 3 border collier, der er en vigtig del af min hverdag, vi deltager i så mange kurser og konkurrencer som det er muligt.
For mig handler hyrdningen om at alle, handler, hund og får har en god oplevelse, og at alle er i balance og det er et godt samarbejde der opstår under træningen. Dette kræver at man som handler er meget tydelig og konsekvent i sit sprog, både det verbale, men især også kropssproget. For det er det der er med hyrdingen, det er et samarbejde, og du skal stole på din hund, og du skal give din hund grund til at stole på dig, den skal kunne arbejde og tænke selvstændigt, og samtidigt være klar til at lytte og følge dine instrukser med det samme.