Bare det at skrive Landsholdsdrømme er voldsomt grænseoverskridende for mig, at turde sige det højt endnu svære. Jeg har aldrig forestillet mig at jeg skulle på landsholdet i noget som helst. Men så fik jeg søde Shae som lærte mig at hyrde, han har været en fantastisk hund at starte op med, og virkelig givet mig mod på at arbejde videre med hyrdningen. Det gjorde så at jeg fik Deto, og hun lærte mig at være ambitiøs, jeg har aldrig mødt en så kompetetiv og ambitiøs sjæl som hende, selvom weekendens resultater tyder på noget andet. At Deto er så ambitiøs gør også at hun har svært ved at tilgive fejl, både mine og især hendes egne, der er Shae noget mere tilgivende. Det giver lidt konflikter og misforståelser mellem mig og Deto ind imellem, men vi arbejder på det hele tiden, jeg prøver at lade være med at lave fejl og hun prøver at tilgive mig. Men at have en så ambitiøs hund har gjort mig ambitiøs, at hyrdning så er så lille en ”sport” i Danmark gør at landsholdet bliver en ikke fuldstændig urealistisk mulighed en dag.
Men der er laaang vej endnu, og det har givet mig en hel masse overvejelser på det seneste. I andre sportsgrene træner man med sig selv, man kan arbejde med sig selv træne fysisk og mentalt, man er evt en del af et hold og man kan sammen lave målsætninger på holdet, man kan ligge planer sammen eller for sig selv, og som udgangspunkt er man sin egen begrænsning.
Når man arbejder med dyr, er man også en del af et hold, og jeg syntes det er meget vigtigt at holde sig for øje hele tiden. Dog ved den anden del af holdet ikke hvilke ambitioner man har på dets vegne, og har for så vidt heller ingen interesse i det, de elsker at arbejde sammen med dig og vil gøre alt for at få samarbejdet til at fungere, men de er ligeglade med landshold, konkurrencer og mesterskaber. I hyrdningen har vi så yderligere en del af et hold, fårene, og de har i aller højeste grad ingen interesse i mine ambitioner. Dette giver en komponent i planlægningen af træningen man ikke har andre steder, og som jeg syntes det er meget vigtigt at tage hensyn til.
Ligesom mennesker har forskellige evner og nogle er gode til noget og andre til noget andet, har hunde også forskellige evner, dette bliver tydeligt i hyrdningen hvor der er stor forskel på hvor stort talent den enkelte hund har, det kan være den slet ikke har lyst og talent, det kan også være den er god til nogle dele af hyrdningen men ikke andre. Langt hen ad vejen mener jeg at hvis man er en dygtig handler så kan man træne de fleste hyrdehunde til et vist niveau, man kan lære dem det basale og få dem til at fungere som hyrdehunde. Men når jeg som handler begynder at blive ambitiøs og gerne vil klare mig godt til konkurrencer så sætter det nogle krav til hunden også, de skal have et vist niveau af evner og vilje, og så skal vi fungere sammen som et hold. Og det er så her mine overvejelser virkelig begynder. Mine hunde er en del af min familie, de bor indenfor, de er med næsten overalt og er en meget stor del af min hverdag. Nogle handlere vil skifte deres hund ud hvis ikke de mener den har talent nok, eller hvis samarbejdet ikke fungere godt. Nogle handlere har mange hunde, så de kan få erfaring og har flere hunde at vælge imellem til konkurrencerne. Jeg har 3 hunde og syntes faktisk det er rigeligt, jeg syntes det er svært at have en tæt relation med dem alle, og hver gang jeg bruger tid med den ene, føler jeg der går tid fra de andre, så jeg har meget svært ved at forestille mig at have flere hunde. Dog ved jeg også at måden at få mere erfaring er at træne med flere hunde. Jeg var så utrolig privilegeret at have Liam sidste år som er en erfarne hyrdehund og en helt anden type end de andre jeg har, og jeg lærte utrolig meget af ham. De hunde der kommer til træning her lærer jeg også utrolig meget af, og føler mig meget heldig at de kommer her. Men jeg har stadig kun min lille flok får og min lille mark. Jeg har ikke ret meget reelt hyrdearbejde og både mine hunde og jeg mangler stadig meget erfaring før vi er rigtig dygtige. En anden måde jeg kunne få mere erfaring på er ved at pakke sammen og rejse til feks Scotland og arbejde som fuldtidshyrde, nogen dage virker det som en meget tiltagende ide, men de fleste dage virker det temmelig uoverskueligt.
Nu har jeg lille Hua, som har kostet utrolig dyrt at få, både økonomisk men især følelsesmæssigt, hun er en utrolig glad lille hund, hun har en utrolig livsglæde som virker meget smittende. Hun er nu 8 måneder gammel, den samme alder som Deto havde da jeg fik hende, Deto var startet op i hyrdningen og var så klar til at gå i gang med mere træning, hun udviklede sig utrolig hurtigt og sugede bare til sig. Hua er slet ikke klar til krav endnu, hun er tændt på får og vil dem meget gerne, men det øjeblik jeg forlanger hun ikke bare skal løbe rundt og jagte dem slukker hun fuldstændigt, hun kan godt, både den ene og den anden vej rundt om fårene, hendes Lie down fungerer godt, og hendes krop kan slet ikke lade være med at hyrde, men hun syntes slet ikke det er sjovt så snart hun ikke bare må smadre ind i fårene. Lige for en god ordens skyld, så har jeg ikke trænet ret meget med hende, og kun ganske korte træningspas. Lige nu holder vi helt trænings fri igen, og så håber jeg hun er mere klar til det om et par måneder. Men hvad hvis hun aldrig finder glæden ved hyrdning? Skal hun så bare være hygge hund her, eller middelmådig hyrdehund? Skal jeg finde et andet hjem til hende og prøve at finde en anden hund der kan indfri mine ambitioner? Hvad er prisen for mine ambitioner? Hvor langt vil jeg gå for at indfri mine ambitioner?
