Så snart hunden har forstået balanceringen på handleren, er det meget vigtigt at fortsætte den videre træning, altså gå i gang med fradrivningen. Det kan blive meget svært for hunden at påbegynde fradrivningen, hvis den for længe har arbejdet med tildrivningen, at holde fårene op til handleren. Hunden vil ofte føle den mister kontrollen når den begynder at drive fårene forbi handleren, derfor er det også en god ide at starte fradrivningen i en lille fold, så fårene ikke kan løbe for langt væk. I fradrivningen skal hunden også balancere, men der skal den balancere fårene på den retning den går, og det kan være meget grænseoverskridende for mange hunde at den selv skal balancere fårene, men når først hunden har forstået at balance, vil al balancering være i forhold til fårene.

I forhold til konkurrencer er fradrivningen utrolig vigtig og ofte er det her man mister rigtig mange point, så det er vigtigt at få den godt på plads.

Fradrivningen kan deles op i 3 faser.

I første fase skal hunden blot følge efter fårene, lære at gå bag ved dem i et stille og roligt tempo uden at presse fårene

I anden fase der skal hunden begynde at balancere fårene på retningen, dvs den skal holde fårene i den retning den nu engang er blevet bedt om at gå, så i starten hav retning mod et hjørne, og så skal hunden balancere fårene op mod hjørnet hele tiden. Dette er ret svært for mange hunde da de jo utrolig gerne vil balancere fårene på handleren, og nu begynder hundens evner ofte virkelig at vise sig.

I tredje fase skal hunden til at kunne styre fårene, ændre retning på fårene, holde et konstant tempo på flokken og drive dem længere væk fra handleren. Tempoet kan være svært at regulere, og der skal hunden have forskellige værktøjer, nogen gange er det nok at hunden tager trykket lidt af fårene, så den sænker tempoet og så vil fårene også sænke tempoet, andre gange er det nødvendigt for hunden at løbe op på siden af fårene, så de lige ved at hunden er med og fårene ikke bare kan løbe af sted.

Fradrivningen er en af de øvelser der for det første er utrolig vigtig for hunden at kunne, det er svært at være en hyrdehund, hvis ikke fradrivningen er på plads, langt det meste af en hyrdehunds arbejde er en eller anden form for fradrivning. Men det er også en øvelse man altid kan arbejde på og forfine.

Når du starter din hund op med fradrivning, så start med at sende den ud på et lille udløb, optag og tildrivning. Når hunden er kommet ned med fårene til dig, og der er ro på, du skal dog ikke vente på at fårene stopper fuldstændigt da det er godt med lidt fremdrift når hunden skal til at flytte dem selv, skal du træde lidt ud til siden så du står ved siden af hunden og beder den om en ”walk on”, i starten skal man kun bede om ganske få skridts fradrivning, inden man enten beder hunden om at løbe om i tildrivning igen, eller kalder den af fårene. Gradvist kan man begynde at forlange flere og flere skridt af hunden. De fleste border collier vil utrolig gerne gå til hovederne på fårene og ind i en tildrivning, og det er dem voldsomt grænseoverskridende at blive bag fårene, så timing er alt afgørende når fradrivning påbegyndes, at man hele tiden når at vurdere hvor mange (eller få) skridt din hund kan nå at tage inden den syntes det er for svært og vælger en handling selv. For andre hunde er fradrivningen helt naturlig, men det er fåtallet af border collier der syntes det. Mange gange kan det også være en fordel at man i starten holder fradrivningen langs hegnet, så hunden kun skal styre en retning på fårene, og ikke skal holde styr på alt for meget ad gangen, men det afhænger jo af de forhold man har og hunden.

På medlemssiden er der  videoer der demonstrer fradrivning med forskellige hunde jeg har arbejdet med.